– You have to engage. Og jeg forstår da godt hvis det ikke passer i alle rejsende kritikeres kalender, men da spredes der desværre myter om Assemblys utilgængelighed som næppe er fortjent, skriver Susanne Christensen i sin anmeldelse av den Bergenske kunsttriennalens fjerde utgave.

Side Magazine av Yasmine d’O (ansvarleg redaktør), Louisa Elderton (sjefredaktør) og Jonas von Lenthe (medverkande redaktør) med fleire. Grafisk design ved Neue Gestaltung, gjeven ut av Wirklichkeit Books. Foto: Tekstallmenningen.
Bergen Assembly: «Yasmine og Heptaederets syv sider» / «Yasmine and the Seven Faces of the Heptahedron». Realiseret af Saâdane Afif. Kurateret af Yasmine d’O. Forskellige placeringer i Bergen by, 8. september til 6. november 2022.

Bergens kunsttriennale har en unik tilblivelseshistorie som man nødvendigvis må minde om. Da Bergen kommune ønskede sig en biennale for samtidskunst, svarede Bergen Kunsthall og daværende direktør Solveig Øvstebø ved at arrangere «Bergen Biennial Conference» i 2009, og hvor biennalefænomenet blev gennemanalyseret. Her udkom også en biennaleantologi som samlet al slags viden om det hurtigt ekspanderende internationale biennalevæsen som ikke bare er til glæde, men også medfører en del pointeløst spild og destruktion.

I en tid hvor man i mindre grad tænkte på bæredygtighed (det er ikke længe siden) kunne en kunstbiennale nemt efterlade en by i samme stand som en rockfestival. En af de konklusioner jeg kom hjem med i 2009, var at biennaler kan være med til at skabe varig forandring og vækst snarere end at opføre sig som et rejsende cirkus som indtager byen – og forlader den igen uden at arrangører og kunstnere bryder sig nærmere om den specifikke kontekst og byens videre fremtid.

Når Saâdane Afif og den mystisk fraværende kurator Yasmine d’O i år kalder ind til Bergen Assembly, er det fjerde udgave af denne snedige – og yderst litterære – biennale som skyder op og vokser frem med sine mange fortællinger og skattejagtsagtige ledetråde. Hvad gælder det litterære, minder konceptet for 2022-versionen mig en del om hvad som foregik i 2013 hvor Ekaterina Degot og David Riff tog udgangspunkt i en sci-fi-roman (Monday Begins on Saturday) af de russiske Strugatsky-brødre, og oprettede elleve institutioner rundt omkring Bergens visningsrum. Det litterære udgangspunkt for titlen er et skuespil af den franske forfatter Thomas Clerc som Afif begyndte at arbejde med i 2014, og siden har udfoldet i mange former. Yasmine søger efter et heptahedron – altså en tredimensionel syvkant – og undervejs møder hun syv figurer som hver personificerer en af udstillingens dele.

Fra «En akrobater»: Bærenet for lejligheden. Foto: Susanne Christensen.

Der er noget komedieagtigt legende over denne konceptualisering. Under den officielle åbning på Gyldenpris Kunsthall talte Afif om kurator Yasmine d’O, og på teatralsk vis blev han afbrudt af en kvinde som orienterede ham om at Yasmine var på vej, og at hun var blevet observeret på togstationen. Historien om Yasmines mystiske fravær var således med til at fyre op under følelsen af at Assembly er en opdagelsesbaseret skattejagt. Det kan faktisk være en god tone at slå an for at fjerne paranoide forestillinger om at du er for dum til at lege med de smarte kunstnere og kuratorer.

Kunstobjektet er i flere tilfælde sparet væk. Den nævnte udstilling «Kullmannen» der vises i Gyldenpris Kunsthall, er et mesterværk i minimalisme og overraskende sammenstød. På åbningen strømmer vi ind i et tomt rum hvor der blot er skriblet «Nothing more» på væggen. I hjørnet ligger en højtaler og en bunke pamfletter med Leitmotif fra Augustin Maurs’ korværk som fremføres i Domkirken fredag aften. Maurs tager mikrononen: «No-thing-nothing-more», hvisker han. «That’s it.»

I et andet rum står et stort, hvidt flygel, og her spilles Debussy – ikke helt almindeligt i samtidskunstsammenhænge, men på plancher fortælles historien om en syg og aldrende Claude Debussy (1862–1918). Han frøs så meget i sine sidste år hvor han var alvorligt syg, at han byttede nyskrevet musik for kul. Det hvide flygel står i samme rum som en udstilling af kulfigurer lavet af minearbejdere. Her bringes de højeste og laveste sociale lag sammen så man næsten må knibe en tåre. Så ren og så beskidt, så opløftet på en piedestal (den klassiske musik) og så bortgemt dybt under jordens overflade.

Pamfletten Leitmotif fra Augustin Maurs korværk som fremføres i Domkirken fredag aften. Foto: Susanne Christensen.

En igangværende proces, og du er inviteret

Bergen Assembly har varmet op i flere måneder med en serie tidsskrifter (Side Magazine publiceret af Wirklichkeit Books med design af Neue Gestaltung) som præsenterer alle syv figurer som hører til på hver deres udstillingssted. Denne konceptualisering er ikke bare charmerende, den er også meget inkluderende, og bør tiltrække alle slags nysgerrige sjæle. Leder du efter en dybere mening? Jeg har en stærk følelse af at mange af årets Assembly-greb simpelthen handler om at bringe forskellige folk sammen. Det handler om social energi på tværs af barrierer, dermed blir det også tragikomisk når flere anmeldere synes at vige tilbage og spørger sig om der er en eller anden kompliceret pointe de ikke har fattet eller endda giver Assembly skylden for dårlig formidling.

Det er nok ikke muligt at scanne dette yderst mangfoldige arrangement på kort tid og få nogle nemme pointer med sig. You have to engage. Og jeg forstår da godt hvis det ikke passer i alle rejsende kritikeres kalender, men da spredes der desværre myter om Assemblys utilgængelighed som næppe er fortjent.

Brugen af fiktion og fortælling gør også at man som tilskuer ikke føler sig slået i hovedet af bombastiske tematikker som den aktivistiske kunst har fået for vane: Ja, «Kullmannen» vinker til klimakrisen og, ja, «Professoren» placerer selvportrættet af den tyske kunstner George Grosz (1893–1959) med sin skæve pegefinger som advarer mod nazismen i bygningen der huser KMD (Fakultet for kunst, musikk og design ved UiB, redaktørs bemærkning), måske som et hint til aktuelle magtstridigheder i institutionerne, men publikum får lov til at tænke selv. Vi er nok flere som er udslidte af kontraproduktiv aktivistisk aggression og har set hvor lidt positiv forandring det fører med sig. Imens banker Assembly-hjertet stadig for tidens vigtigste sager, men her er fiktion næppe det modsatte af virkelighed sådan som man ellers kan tro hvis man har fulgt de seneste års håbløse litteraturdebatter.

Fra George Grosz: Between Two Self-Portraits, del av «Professoren» ved Fakultet for kunst, musikk og design (KMD). Foto: Nicolas Rösener for Bergen Assembly. Gengivet med tilladelse av Jörg Heiser. © Estate of George Grosz i Princeton, NJ / BONO 2022.
Fra «Kullmannen». Foto: Susanne Christensen.

Magi og stedets specificitet

I Permanenten, nu KODE 1, står flere nøgne rum. Som del af «Turisten» byder Daniel Buren og Dominique Gonzalez-Foerster på tomme stage sets for selfieaktivitet. Hvor tomme kan rum være før der ingen udstilling er? Hvis du vælter ind og råber «Is this it?!» må du nok efterhånden fatte at her er nogle rammer du selv skal udfylde.

I den anden del af «Turisten» byder det idealistiske mødested caféen Mat & prat til social dining med skiftende kokke midt i Sol Caleros fra nu af permanente farveterapeutiske makeover-projekt. Bliver du glad af lyse farver, tropesimulationer og god og billig mad? Det bliver uden tvivl både borgmesteren, din gamle tante og din 7-årige datter.

En personlig favorit er «En Akrobater» som vises på Kunsthall 3,14. I åbningsweekenden kunne man følge med på flere actionfyldte turer styret af Transformella og Schwarmwesen, to insektagtige gestaltninger. Transformella fremstod som et roligt, værdigt væsen som kommunikerede klart til sin flok som sneg sig rundt i IKEA med høretelefoner på mens vi deltog i en queer identitetssværm gennem kernefamiliekatedralen. Schwarmwesen var mere kaotisk og lynhurtig som en edderkop. Det alien-agtige væsen ledte os ned ad Bryggen i bedste sendetid hvor normaliteten hyggede sig med konsum i sommerens sidste solstråler.

JP Raether / a LifveForms: Schwarmwesen geopathologos [6.1.7] Bryggens Beifang. Foto: Susanne Christensen.
JP Raether / a LifveForms: Transformella malor ikeae [4.4.6.18], performativ forskningsudflugt. Foto: Susanne Christensen.

Schwarmwesen krydsede bilvejen flere gange, sprang ud på båddæk og forsvandt op ad smøger. Som del af sværmen hørte vi væsnets stemme i øretelefonerne i form af cut-up-poesi mens vi bevidnede en serie af interaktioner og subversive transaktioner som tydede på at Schwarmwesen havde dårlig forståelse af pengesamfundet. Væsnet købte souvenirs, forsøgte straks at sælge dem, fik penge og gav dem øjeblikkeligt bort og endte med at knuse de keramiske miniudgaver af Bryggen og slibe og bore i stumperne og forsøge at lime dem på en selfiestick for at skabe noget nyt, muligvis en tryllestav til at borttrylle kapitalismen.

Den som varetager disse væsner, er den berlinske performancekunstner Johannes Paul (JP) Raether og hans prosjekt aLifveForms. Vi blev så vidt jeg ved ikke antastet af afstraffende autoriteter. Slet ikke i IKEA hvor personalet undrede sig, men undlod at gribe ind. Da vi skulle gennem kassen, os som intet havde købt, var der ingen komplikationer. Vi blev godmodigt lukket ud, meget modsat til hvad som skete i Berlin i 2016 hvor en Apple-butik blev evakueret af politiet med mistanke om biokemisk terrorisme efter besøg af en af JP Raethers væsner. I 3,14-lokalerne er der flere muligheder for at koble sig sammen med JP Raethers avatarvæsner. Schwarmwesen lykkedes at gøre færden langs Bryggen en smule farlig, både poetisk og subversiv, men vi blev alligevel trygt inden for lovens rammer. Igen er det din egen deltagelse og evne til legende åbenhed som er med til at skabe værdien af kunsten.